Product Manager, fuldtid (besat)

ProOwnedCycling søger en Product Manager på fuld tid fra marts 2021.

Hvem er vi?

ProOwnedCycling er en ung virksomhed i rivende vækst. Vi sælger overskudstøj, cykler og udstyr fra de professionelle Tour De France-cykelhold. Vi er et team med fart på, der sætter en ære i at skabe udviklende rammer – og samtidig have det sjovt. Vi sælger vores varer til kunder i over 75 lande og er derfor en virksomhed med internationalt fokus. På denne baggrund er flydende engelsk også et krav for at være en del af teamet. Vi er 18 kollegaer fordelt i Danmark og Belgien.

Hvad skal du lave?

Er du en grejnørd inden for cykelsport, og kan bevare overblikket? Så kan du blive vores nye Product Manager med ansvar for, at vores varer er tilgængelige og præsenteres optimalt.

Vi søger en profil, som har øje for detaljen og som har lyst til at indgå i vores ambitiøse produktteam på 4 dygtige kollegaer. Din hverdag vil blandt andet bestå af:

  • Research af produktinformation
  • Udformning af produkttekster
  • Upload af varer til webshop
  • Udarbejdelse af størrelsesguides
  • Oprettelse af kategorier og menuer
  • Redigering og tilpasning af produktbilleder
  • SEO-optimering på både produkter og kategorier
  • Organisering og strukturering af produktdata
  • Rapportering til projektleder

Vi tilbyder både pro-owned varer fra cykelhold og almindelige forhandlervarer til vores kunder, og det er derfor vigtigt, at  du kan adskille processen for hver type vare og sikre de bedste rammer for vores produkter.

Hvad forventer vi af dig?

Du skal kunne påtage dig et stort ansvar, være struktureret og på bedst mulig vis løfte de opgaver, du har ansvaret for at løse. Vi forventer ikke, du kan alt fra dag ét, men vi forventer, at du er villig til at gøre en indsats for at dygtiggøre dig og gøre den ekstra indsats, der er afgørende i en ung scale-up-virksomhed.

Derudover er du selvfølgelig mødestabil og overholder de aftaler, vi indgår i fællesskab.

Derudover forventer vi at du:

  • Er struktureret og har sans for detaljen
  • Nyder at have ansvar for projekter og releases
  • Har relevant erfaring med webshops (gerne Shopify)
  • Har erfaring med Adobe Photoshop
  • Har en stor interesse og forståelse for cykelsport
  • Er bekendt med cykelgrej og kategorierne hertil
  • Kan tale både flydende dansk og engelsk.
  • Kan skrive grammatisk korrekt dansk og engelsk.
  • Åben for at dygtiggøre dig og blive fagekspert
  • Kan håndtere frihed under ansvar

Det er et stort plus, hvis du har erfaring med produkt-formidling og SEO-copywriting.

Hvad kan du forvente af os?

En flok dygtige kollegaer fuld af cykelnørder med fuld fart på i et dynamisk miljø. Vi har konstant travlt, da vi er i en vækstfase. Vi vil meget gerne lære fra os og sætte vores medarbejdere ordentligt ind i processerne. Har man spørgsmål, vil vi altid være der til at besvare dem. Vi elsker en kultur, hvor der altid er en venlig og hjælpende hånd fra en kollega.

Løn efter kvalifikationer.

Hvis du er klar på en spændende hverdag i en virksomhed med vokseværk, så send gerne en ansøgning til CMO og Co-owner Casper Hillstrøm på info@proowned.dk.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte os på samme e-mail.

Vi ser frem til at høre fra dig.